Fra souschef i Grønland til kontanthjælpsmodtager i Danmark. To ud af tre grønlændere, der kommer til Danmark, ender uden for arbejdsmarkedet

Illustration: Kalle Mersh

Ifølge VIVE rapporten “Grønlænderes beskæftigelsesforhold i Danmark” ender to ud af tre grønlændere, der flytter til Danmark, uden for arbejdsmarkedet. Flere forskere peger på, at dette er grunden til, at de ender i misbrug og som socialt udsatte.

Af Magnus Illum & Asger Tjell

Forårssolen varmer Methe Olsvig Johannsen, der nyder en kop sort kaffe på sin betonaltan i en af de mange rødstenede boligblokke i Esbjerg, denne torsdag formiddag i april. For et halvt år siden flyttede hun sammen med sin søn og daværende mand fra Grønland til Danmark. 

Med sig i bagagen havde hun sine uddannelsespapirer og gode udtalelser fra sit tidligere arbejde som socialpædagog hos en kommune i Grønland, hvor hun fungerede som souschef. Intet af dette har hjulpet hende med at få et arbejde i Danmark. Derfor sidder hun nu som omkring 9.000 andre grønlændere, der bor i Danmark, uden beskæftigelse.

Methe Olsvig Johannsen. Foto: Asger Tjell.

Fra arbejdsløs til socialt udsat

Siddhartha Baviskar, som er lektor ved institut for socialt arbejde på professionshøjskolen ved UCC, påpeger, at denne arbejdsløshed i høj grad ligger til grund for den sociale udsathed blandt grønlændere i Danmark: 

“Hvis ikke du har et arbejde og kan forsørge dig selv, bliver hverdagen meget svær. Selvom du får overførselsindkomster, kommer på kontanthjælp eller bliver førtidspensionist. Mange bliver ensomme og sårbare og ender derfor ofte i dårlige fællesskaber, hvor man tyr til narkotika og alkohol. Simpelthen for at dulme smerterne.”

I 2015 udarbejdede han VIVE rapporten “Grønlændere i DK,” hvor han blandt andet undersøgte og belyste levevilkårene for grønlændere i Danmark.

I Det Grønlandske Hus i Aarhus oplever de også arbejdsløsheden som begyndelsen på en glidebane:

“Når de ikke kan få et arbejde, bliver de ensomme, og mange begynder desværre med et misbrug, eller en anden social deroute,” siger direktør Tanja Nielsen.

Det Grønlandske Hus i Aarhus er et samlingssted for grønlændere i Danmark, hvor de blandt andet kan få rådgivning til praktiske, sociale og kulturelle udfordringer.

Arbejdsløsheden har også påvirket Methe Olsvig Johannsen:

“Jeg føler skam over ikke at være i arbejde, og jeg er blevet mere tilbageholdende og isoleret efter de mange afslag. Det bekymrer mig at være arbejdsløs, fordi jeg er usikker på, om jeg kan forsørge mine børn.”

Det Grønlandske Hus i Aarhus, hvor grønlændere kan søge
rådgivning og vejledning til blandt andet at forstå det danske
samfundssystem. Foto: Asger Tjell.

Uddannelse og frivilligt arbejde er ikke nok

Methe Olsvig Johannsen tager to stykker papir ud af en propfyldt foldemappe. Det er to uddannelsesbeviser for hendes uddannelse som henholdsvis socialhjælper og bachelor i specialpædagogik. Resten af mappen er fyldt med jobansøgninger og beviser for det frivillige arbejde, hun har lavet i Danmark.

“Jeg har lige været frivillig i en varmestue og prøver at blive tolk, det håber jeg pynter på mit CV,” siger Methe Olsvig Johannsen og tilføjer sin frustration over hendes arbejdssituation:

“Mine uddannelsespapirer er åbenbart ikke nok for at kunne komme til at arbejde i Danmark.”

Beskedenheden står i vejen

Ifølge Siddhartha Baviskar er en af årsagerne til, at det er svært for grønlændere at blive integreret i Danmark, den manglende hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet:

“I Danmark er der en generel forventning om, at du selv skal gøre meget for at komme ind på arbejdsmarkedet. Det kræver nogle ressourcer og færdigheder, som grønlænderne ikke nødvendigvis har.”

De færdigheder som Siddhartha Baviskar nævner, at mange grønlændere mangler, er blandt andet at beherske det danske sprog. Men også selve mødet med det danske beskæftigelsessystem kan være svært, da det ikke er ligesom det beskæftigelsessystem, grønlænderne er vant til.

Ifølge Tanja Nielsen fra Det Grønlandske Hus findes problemet blandt andet i den grønlandske kultur og adfærd:

“Mange søger først hjælp, når det er for sent. Årsagen ligger i den grønlandske kultur og måde at være på. De vil ikke gøre så meget væsen ud af sig eller bede om hjælp.”

For Methe Olsvig Johannsen har mødet med det danske beskæftigelsessystem heller ikke været nemt:

“Det har været rigtig svært for mig at finde ind i systemet. Det er svært at forstå systemet, når man er helt ny og ikke har fået forklaret, hvordan det hele foregår”, fortæller Methe Olsvig Johannsen.

“Jeg har lige været frivillig i en varmestue og prøver at blive tolk, det håber jeg pynter på mit CV,” siger Methe Olsvig Johannsen og tilføjer sin frustration over hendes arbejdssituation:

Lighed skaber ulighed

Da Grønland er en del af rigsfællesskabet, har grønlændere dansk statsborgerskab. Det kan gøre det svært at opdage omfanget af de problemer, som mange grønlændere, der bor i Danmark, slås med.

Aaja Chemnitz, som er folketingsmedlem for det venstreorienterede grønlandske parti Inuit Ataqatigiit og en af grønlands to repræsentanter i Folketinget, fortæller, at grønlændernes danske statsborgerskab er et problem: 

“Det er faktisk en udfordring, at man er dansk statsborger, fordi man ikke er opmærksom på, at der skal gøres noget særligt for at få grønlændere i arbejde. Fordi der sprogligt og kulturelt er stor forskel på Grønland og Danmark.”

Institut For Menneskerettigheder problematiserer dette i en rapport fra 2015, hvor de blandt andet fremhæver, at etniske minoriteter får visse fordele i mødet med det danske samfund. Dette er for eksempel øget indflydelse på politiske beslutninger, samt adgang til rådgivning på integrationsområdet, både på kommunalt og regeringsniveau.

Om man bliver anerkendt som en etnisk minoritet er et politisk spørgsmål, og indtil videre vil politikerne ikke anerkende grønlændere som en etnisk minoritet, eller lave en sidestillet ordning der gør grønlændere mere synlige som gruppe. Dette er til trods for, at de kæmper med mange af de samme udfordringer som andre minoriteter.

Det tyske mindretal indgår som den eneste minoritet i Danmark i en sådan ordning. Det er under betegnelsen et nationalt mindretal.

“Pengene bliver brugt som brandslukning i stedet for at forebygge problemet”

På trods af de mange grønlændere som står uden for arbejdsmarkedet, og de konsekvenser der kan høre til det at være arbejdsløs, er der endnu ikke lavet forebyggende tiltag.

Mille Schiermacher, som er antropolog og ph.d studerende, har lavet undersøgelsen “Fra Grønland til gaden” fra 2020. 

Hun påpeger, at der bliver investeret mange penge på at hjælpe grønlændere, men først efter at skaden er sket, og de allerede er blevet socialt udsatte. Mille Schiermacher beskriver det således:

“Pengene bliver brugt på brandslukning i stedet for at forebygge problemet.”

Siddhartha Baviskar deler denne holdning: 

“Pengene går typisk til nogle bestemte projekter, projekter som typisk er forbeholdt socialt udsatte, og de, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. Jeg har ikke kunnet finde nogen offentlige rapporter, der viser, at man har lavet tiltag, der målrettet skal forbedre beskæftigelsen blandt grønlændere i Danmark.” 

En sejr har tusinde fædre, et nederlag er forældreløst

Siddhartha Baviskar påpeger, at årsagen til manglende forebyggende indsatser for grønlændere er en manglende politisk interesse:

“Det er ikke et problem med en høj profil. Det viser sig, at grønlænderne ikke er lige så højt på politikernes dagsordenen, som de burde være.” 

Bjarne Laustsen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet og formand for beskæftigelsesudvalget, afviser, at politikerne på Christiansborg har del i ansvaret. Han peger derimod på, at det er kommunerne, der har ansvaret for at hjælpe grønlænderne: 

Vi har det kommunale selvstyrer, og kommunerne vil selv løse de problemer, så det skal vi ikke blande os i. Jeg synes, det ligger bedst i Kommunerne.”

Henning Jørgensen, Professor Emeritus ved Aalborg Universitet og arbejdsmarkedsforsker ved UCN, fortæller, at det er et ansvar som kommunerne slet ikke er i stand til at løfte: 

“Kommunerne står overfor at skulle spare én fjerdedel af det beløb, der går til beskæftigelsesindsatsen i Danmark. Der er grupper, som vil blive sat endnu længere bagud i køen for at blive integreret på arbejdsmarkedet. Der kunne jeg meget let tænke mig, at grønlænderne hører med blandt de grupper.” 

Bjarne Laustsen peger på, at hvis ikke kommunerne er i stand til at løse problemerne, så må de gå til regeringen og spørge om hjælp:

“Hvis kommunerne ikke kan løse opgaven, så må de komme tilbage til regeringen og sige ‘Ved I hvad, vi har et problem, vi ikke kan få løst. Kan vi finde penge til det?’” 

Henning Jørgensen forklarer, at kommunerne indtil videre ikke har haft fokus på grønlændere og derfor ikke har bedt om hjælp:

“De har ikke fokus på grønlændere, og derfor kan de jo heller ikke se og hjælpe med behovet. Det er simpelthen ikke noget, de prioriterer.” 

Dette kan hænge sammen med, at grønlændere er svære at få øje på som befolkningsgruppe, da de er sidestillet med andre danske statsborgere. 

Aaja Chemnitz mener dog, at de danske politikere på Christiansborg har et ansvar:

“Det vigtigste er, at vi kan få vores danske kollegaer lidt på banen. Det er ikke altid, at man skal sidde afventende og vente på, at kommunerne beder om hjælp, man må gerne være lidt proaktiv og selv tage lidt initiativ.”

I Esbjerg fortsætter Methe Olsvig Johannsen sin søgen efter et job. Hun kæmper for at opnå sine drømme i livet og for ikke at ende som socialt udsat.

“Jeg har mange drømme, jeg har bare ikke noget arbejde,” siger hun afsluttende.

Kommunernes Landsforening har ikke vendt tilbage på vores henvendelse.